Investeringer
Høje afkast på alternativer, såsom havmølleparker, ejendomme og unoterede aktier, og børsnoterede aktier bidrog særligt til, at pensionskassen i 2017 fik et afkast på 7,4% svarende til 3,6 mia. kr. De stabile og høje afkast er årsagen til, at pensionskassen i slutningen af 2017 hævede medlemmernes forrentning af deres pensioner fra 5% til 7% frem til 2021.
Pensionskassen er et af de få selskaber, der både kan sikre gode afkast og en høj forrentning af pensionerne gennem hele livet. Det er det mål, der sigtes efter, og i pensionskassen er der tilfredshed med, at det også i år er nået.
I 2017 fortsatte PKA-pensionskasserne strategien med at investere i grøn energi for at opnå et godt afkast til medlemmernes pensioner. I november foretog PKA en direkte investering på tre mia. kr. i verdens største havvindmøllepark, der bliver opført ud for den engelske kyst og vil give grøn strøm til ca. 500.000 husstande. Også strategien med at investere i opførelsen af boligejendomme blev i stor stil ført ud i livet med investeringer i bl.a. Aalborg, Odense, Aarhus, Aabenraa, Hillerød og København.
Fordelen ved investeringer i infrastruktur såsom grøn energi og ejendomme er, at de typisk giver langsigtede og stabile afkast og ikke er så sårbare for udsving på de finansielle markeder. På den baggrund har pensionskassen fortsat fokus på at sprede investeringerne og give medlemmer og kunder gode afkast i såvel gode som dårlige tider.
[Grafik – ”levende” streg i grafen]